Utdrag or reisebrev 1895
Redigert av Jon Moe

Det er 100 år sidan Rasmus Løland døydde. Minnet om diktaren og livsverket hans vert høgtida. Tidleg sette han likskapsteikn mellom det å leva og det å skriva. Ein har fått veta korleis han heile si beste ungdomstid streva med å få sving på pennen. Så bar det endeleg laust. På stutt tid hadde han fått utgjeve fleire gode bøker; ein del av desse har vorte klassisk lesnad om og for born. Det skulle snart bli meir, i alt bort imot eit tretti-tal på dei 12 siste åra han hadde att å leva.

34 år gammal reiste han heimanfrå Hylsfjorden i Ryfylke til Kristiania. Beinaste vegen dit var å byrja gå til fots over Haukelifjellet. I slutten av august 1895 tok han ut. Ferda fortel han om i nokre brev til Stavanger Avis i tida 23. september til 17. oktober 1895. Her vert dei attgjevne i stutt referatform og sitat og med nokre små merknader.

Å skriva bøker var ein ting, bladskriving noko anna . I samsvar med skikken skreiv Rasmus Løland først på ”Vaarherre-dansk”, seinare på ”Maalet”. Det skulle henda noko i ”Botten” i Vinje som han hadde særleg glede av å fortelja om. Stavanger Avis presenterte han med denne overskrifta:

”Reisebreve af R. Løland.”
”De kommer nu egentlig noget sent disse Breve; men jeg faar trøste mig med, at bedre sent end aldrig. Naar jeg efter fremkomsten til Kristianaia skulde samle Hoveindtrykket av Ferden østover Fjældet og Bygderne, saa blev det dette: Norge er et vidstrakt Land; et Land med svære Afstande. At reise her tillands, om det saa bare er fra Vestland til Østland, er det saaledes fra Blaane til Blaane. Ikke Under, at at de gamle Eventyr altid bruges saa svære Afstande. Folkefantasien havde Vidderne for sig. Naar jeg før har læst Reisebreve i Bladerne, har jeg ærgret mig over at den Reisende fortalde saa omstændeligt om sine smaa personlige Oplevelser og saa lidet om Land og Folk i de Egne, de reiste i. Men nu kommer jeg nok desværre til at gjøre det same selv. Det er saa vanskeligt at undgaa. Jeg skal imidledrtid love at jeg ikke skal gjøre som en Korrespondent til et af vore Storblade for en Del Aar siden: Han reiste i Sydamerika og fortalte yderst omstændelig om, hvad han spiste og drak paa de forskjellige Steder. Den vældige Natur i Urskogene og paa Pampas glemte han derimod at sige noget om.”


27de August
- Reiste indefter Hylsfjorden for at tage østover Haukelihei. Det havde nesten dagstøt i Sommer været Vestenvind eller Vestenstorm i denne Fjord. Bare etpar Dage før havde jeg været med og kjæmpet nesten haabløst ved at ro et Stykke udover. Men idag var det naturliugvis blevet slidende Modvind fra Øst. Af hvilket drags følgende Moral: Hylsfjorden er en Vriompeis af høi Rang. Dette Østenveir gav mig imidlertid Haab om godt Veir, et Haab som ogsaa skulde blive bedrøvelig beskjemmet. Da jeg var kommet til Hylen, begyndte det at silregne fra Vest, saa jeg næsten tør sverge paa at Skydsmanden havde Modvind udover igjen ogsaa ­ hvilket ydermere bekræfter ovenstaaende Moral.”

No bar det vått i veg.

– ”Da jeg var kommen ud paa Dampbaaden i Suldalsvandet, silregnede det ikke bare. Det pøsregnede, styrtregnede. Det saa ud til at Himmelens Sluser havde aabnet sig og kanske ogsaa en Del af Kilderne i Jordens Dyb. Naturligvis maatte finde paa noget sligt, Sluserne, da jeg første Gang skulde østover.
Det tegner til en god Jul, sagde Gutten.
Det har regnet før i Sommer ogsaa, det ved Folk uden at læse det paa Prent; men mod idag har det været Smaating. Man taler saa ofte om Fossefald nedefter Fjældene; men idag kunde man i Sandhed tale om noget sligt. Det brusede hvidt, fossede gult nedfter alle Lier og Fjæld. Jeg tellet etsteds omtrent 30 brusende Fosser nedefter en Fjeldvæg paa bare en Stenkasts Bredde.
Kapteinen paa Damspskibet, som nu har faret op og ned her paa samme Steder saa mange Gange, det (efter same Mands sigende) er nok til at blive noget henimod ­ jeg tror næsten det var et latinsk eller græsk Ord han brugte ­ han sagde altsaa, at han aldrig havde set det saa ubeskrivelig opefter Suldalsvandet.
Jeg for min Part havde Bekymringen for, hvorledes jeg skulde komme mig videre, at drages ved, saa Opbyggelsen av det storartede Syn ikke var saa rar alligevel. Paa Dambaadens første Tur opover var jeg forrersten eneste Passager. Jeg fik saaledes være alende om all den Velvilje fra Dampfolkenes Side, som ellers maa deles paa mange”.


28de August
Frå Nesflaten fekk han heldigvis hesteskyss. Han sat attpå med ein turist, eit ”kvindfolk-menneske” frå Haugesund. Rasmus tykkjer dialekten hennar er interessant, men elles fester han seg mest ved at jenta var beint fram redd den ville naturen. Vegen gjekk gjennom halvtunnelar og frampå eit fælt elvedjuv. Rasmus lika dialekt-tonen hennar då ho gav seg til å klaga:

”Hun: - Jeg er ofte saa forfærdelig ræd for Døden.
Jeg: - Ja, det er vel noget som alle føler. Forresten skal Døden ikke være saa smertefuld, som man i Almindelighed tror. Dette paastaaes iallefald af Folk, som paa en Maade har forsøgt det. Folk som f.Ex. falder i Sjøen og ligger der, til de mister Bevidsthed og senere bliver bragt ilive igjen, har jo gjennemgaaet alle Dødsssmerterne. De siger, at det slettes ikke føles smertefuldt. Det skal tvertimod føles næsten behageligt. Naturen har idethele indrettet det viselig saa, at jo nærmere Døden man kommer og jo mindre Blod der føres til Hjernesellerne, desto mindre føler man nogen Smerte”.

Men jenta var så uviss om kva ein skulle tru. Rasmus svara:

- ”Det er ikke nogen, som kan sige med afgjørende Myndighed, hvad man skal tro. Enhver faar forsøge at finde og tilegne sig Sandheden paa den Maaden han best kan. En stadig stræben efter et sandere, fyldigere og mere tilfredsstillende Livssyn - det blir til syvende og sidst den eneste sande Religion for kristne saavelsom for andre.”

Samtalen med jenta er grundig referert men elles er lite fortalt om ferda opp gjennom Brattlandsdalen. Omsider kjem han til Røldal

-"Denne underlige gryde i fjeldmasserne. En bygd for sig selv. Således er også røldølerne. Et folkefærd som på mange måder er uligt sine naboer," skriv han.

Han må undrast på eitt fenomén: - Han meiner at forma på mange av hovudskallane i Røldal tyder på at dei stammar frå eit framandt folk uti hi-verda: Mørkt, småkrusa hår, brunleg hamlít, dette og ymist anna "gir dem strax et sydlandsk preg," skriv han. Han visste mykje om Røldal frå før. Søstera Bertha var gift med ein røldøling, hotelleigar Aasmund Rabbe i Sauda, og Rasmus hadde ei tid vore huslærar for borna Sondov og Dorthea Rabbe. Røldølingane, ja!

- "Af karakter adskiller de sig meget fra sine naboer Suldølerne, ikke at snakke om Sandbuer og Saudabuer. En stor del af dem er evnerige og opvakte folk. Det er ikke mange bygder hvor folk - særlig de yngre - læser så pass meget og følger med, først og fremst i politikken. Videre udmerker de sig som handelsfolk. Røldal er i så måde et Voss i det smaa. Bygdens beliggenhed midt mellem Østland og Vestland gjør den også til et helt velskikket udgangspunkt for Hestehandelere og Driftekarer. Men en ting mangler disse fjeldfolk: Man finder her sjelden den jevne troskyldighed og ligefremhed som hos Suldøler og Fjordbuer. Der er ligesom noget forslagent ved disse folk. Man ved ikke hvor man har dem. Det skal også være megen Krangleånd blant dem. Dette hænger vel sammen med deres stærke Handelsånd i det hele. En del Undtagelser er der naturligvis, men Unntagelserne tilintetgjør ikke Regelen.

Siden Røldal fikk sine veier ned mod Ryfylke gjennem Bratlandsdalen, til Hardanger over Seljestadfjellet, og særlig de viktige Forbindelsen over Haukelifjeldet, er det gået her ligervis som i Japan og andre steder; - man er kommet hodekulds op i kulturen. I klededragt, f. Ex., er den mandlige ungdom rene storkarer i sammenligning med oss nede i Suldal og Sand. Vi blir rene Fanter mod dem. Det er snart bare en del Kvinder, helst gamle koner, som holder på sin gamle Kledebunad."

Og det gamle vakre Røldals-målet held på å døy ut - "av galopperende knote-tæring,² skriv han.

Vil du finde ægte røldalsmål, så snak med gamle Koner. Jeg traf en Kone på Rabba, hun var ægte.
Det siges at Røldal skal ha gjort store økonomiske Fremskridt siden bygden fikk disse veier og hoteller. - Ja, gid det var så vel! Men altfor ofte er det så at når det nye kommer, så lever folk over evne og synker ned i bundløs gjæld. Den sørgelige sandhed at gode veier og turisttrafikk holder på at forarme vore bygder, er noget som iagtatages næsten allesteds. Men deraf at drage den slutning, som så mange gjør, at alt det nye, selv veie og dampskibe, er til skade, vilde være kortsynt. Det er ikke det nye som er af det onde; det er folket selv som ikke kan bruge det med måde. Lad os tro at det bare er en overgang og at folket med tiden må lære at bli klok af skade."